Brænder man, ryger man på bænken

Veteranbold: I aftes spillede Raklev Gymnastik- og Idrætsforenings superveteraner den (vist nok) sidste kamp i sæsonen.  

Raklev: Neeeeej!

Poul Nielsen har lige brændt sin anden skudchance på bare fem-ti minutter.

- Så må han ud, lyder det prompte fra Niels Illemann, primus motor i oldboys-fodbolden i Raklev Gymnastik- og Idrætsforening (RGI) og det tætteste, klubbens superveteranhold kommer på en træner.

- Det var to skud ved siden af, Poul, siger Niels Illemann, da Poul Nielsen løber af banen.

- Ja, så må jeg ud, svarer Poul, der tydeligvis kender gamet.

Det er generelt svært at samle spillere nok til et oldboysfodboldhold, især når spillerne kommer lidt op i årene (man kan starte som oldboysspiller som 32-årig). Skader, frafald, manglende tid og lange køreture decimerer holdene og gør, at mange af dem ikke holder i længden.

I RGI har man dog fundet en succesfuld opskrift på at holde de gamle stænger aktive.

Det har blandt andet betydet, at Jim Rasmussen er kommet til. Han spillede indtil for et par år siden oldboysfodbold i Svebølle, men der måtte de lukke holdet ned til sidst, da de ikke længere kunne stille hold.

- Så derfor rykkede jeg til RGI. Mange af dem på holdet har jeg spillet mod masser af gange tidligere, fortæller Jim Rasmussen, der er med som tilskuer idag, da en ledbåndsskade på en skitur ødelagde fodboldforårssæsonen.

For at spille superveteran skal man være fyldt 50 år. De fleste på RGI-holdet, der her til aften møder Korsør-holdet Tårnborg IF, er mellem 50 og 55.

Men RGI har også et 55+- og et 60+-hold. Ifølge Niels Illemann er der mellem 60 og 70 oldboysspillere i klubben, som træner hver torsdag aften. Året rundt.

- Vores ældste spiller er 69 og bliver 70 om en uges tid, fortæller Niels Illemann, inden han løber på banen i stedet for Poul Nielsen.

Comeback efter 0-3

Inden kampen er peptalken fra Niels Illemann sparsom. De fleste af spillerne på holdet har spillet fodbold i langt over 30 år, så det er lige som ikke nødvendigt. Derudover har man mødt Tårnborg masser af gange før.

- Hvis de sætter ham dommeren i mål, så skyd for helvede på ham, lyder rådet fra Niels Illemann, der viser, hvor godt de to hold kender hinanden.

Blandt opvarmningsrutinerne er et shot af bitteren 1-Enkelt, så der kommer gang i systemet, inden sæsonens vist nok sidste kamp går i gang.

RGI’s superveteraner spiller i en 8-mandsrække i regi af Danmarks Gymnastik- og Idrætsforening, som der kører halvårligt.

Holdet ligger nummer to i rækken ud af fem hold og mangler egentlig en kamp mod nummer et fra Slagelse, men der er problemer med at finde en dato, hvor begge hold kan, så Niels Illemann regner ikke med, at den kamp bliver til noget.

- De har også så mange point, at vi alligevel ikke kan nå at indhente dem, siger Niels Illemann.

På grønsværen vender RGI kampen totalt. Efter at have været bagud 3-0, scorer Poul Nielsen det afgørende mål til en 5-4-sejr til RGI kort før tid.

Øl med modstanderne

3. halvleg bliver nydt i aftensolen ude foran Røsnæshallen.

Modstanderne fra Tårnborg inviteres også på en bajer. En af dem er lidt utilfreds med et straffespark, som RGI fik tildelt, men han skruer ned for klagerne, da hans egen målmand konstaterer, at dommen var god nok.

Poul Nielsen er en glad mand efter sejrsmålet oven på de brændte chancer. Han fremhæver, at han og hans to medforsvarsspillere, Kim Møller og Rene Olsen, scorede tre ud af holdets fem mål i dag.

- Det var de tre fedeste forsvarsspillere, der scorede i dag, siger han til stor latter blandt de andre.

Tonen er hård, men stemningen er blød blandt de gamle stænger på RGI’s superveteraner.Den berømte 3. halvleg, efter kampen var slut, blev fejret med bajere. Tårnborg-spillerne fik en øl på RGI’s superveteraners regning. Spillerne kender hinanden godt efter at have mødtes indbyrdes mange gange.Det var ikke den Tårnborg IF-målmand, som RGI’s spillere håbede på. Han var god, men måtte alligevel give fortabt, da RGI scorede til 5-4.

.Niels Illemann (th.) og en Tårnborg-spiller jagter bolden, mens RGI’s Martin »Svabbel« Schwartzbach og en anden Tårnborg-spiller ser på. Foto: Jens Wollesen

Kontaktoplysninger:

Elledevej 29, 4400 Kalundborg
Telefon: 59 50 85 00  -   CVR. 25997115

Mail: kontor@raklev.dk

Skriv til kontoret hvis du har skiftet mail eller mobilnummer.
Så retter vi det til i systemet så du kan betale kontingent.

Raklev Fest 14.9.2019

For alle med tilknytning til RGI over 18 år

Kom sammen med RGI venner og partner og vær med til fest på tværs af alle afdelinger i RGI!

Der serveres buffet fra Meny inkl. kaffe og sødt, og efterfølgende spilles der op til dans ved bandet Singstarz.

Hele herligheden koster kun 150,- kr. pr. person

Drikkevarer sælges til fordelagtige priser og skal købes i baren.

Tilmelding sker ved betaling på mobile pay 66325 eller ved bank overførsel til reg. nr.: 2190 kontonummer: 6600029579

Husk at angive navn ved betaling.

Vi glæder os til at se jer!